Dette er anden del af mit indlæg omkring loppe- og flåtmidler. Som jeg nævnte i den sidste artikel, så dræber alle flåtmidlerne også lopper. Dette indlæg omhandler loppedelen. I slutningen af indlægget, lister jeg forskellige produkter op – listen er ikke fuldendt, men jeg har forsøgt at medtage de mest brugte produkter. Nogle af produkterne har dog kun effekt overfor lopper.
Hvorfor behandle forbyggende imod lopper?
Lopper kan være svære at komme af med, når de først har indtaget ens hund og ens hjem. Derfor er det lettere at holde dem på afstand med loppeforebyggende produkter. Herudover har mange hunde loppeallergi, som er ubehageligt for hunden.
Den mest almindelige loppe der findes herhjemme er katteloppen, som både kan findes på hunde og katte. Den er 1,3-1,5 mm lang, den er brun og har en sammentrykt kropsform fra side til side. Lopperne lever mange steder, og kan udenfor godt lide skyggefulde fugtige steder. Højsæsonen for lopper starter i foråret og topper henover sommeren. Der kan dog sagtens ske smitte med lopper imellem hunde om vinteren, hvis de har et hjem at leve i.
Nogle hunde er relativt upåvirkede af at have lopper, mens andre kløer sig voldsomt. Hunde kan få en allergisk reaktion overfor loppens spyt. Den vil klø sig voldsomt og den klør sig ofte så meget, at den kan få sår og hudbetændelse (viser sig som røde knopper og bumser). Udbredelsen af kløen er ofte omkring halebasis, ned af bagben og evt. i lysken. Nogle gange kan man finde loppen eller dens afføring (ligner kaffegrums) ved at kæmme hunden, men andre gange kan man ikke finde dem.
Hvis hunden har loppeallergi er det vigtigt at loppen dræbes hurtigt, så den ikke når at bide så mange gange før den dør. Jo hurtigere den dør jo mindre reaktion.
Fordele og ulemper ved de forskellige loppemidler
Der findes som beskrevet for flåtmidlerne topikale spot on præparater der optages i hudens fedtlag, og systemiske præparater, som optages i blodbanen. Sidstnævnte findes som piller og som spot on.
Spot on
For alle spot on præparater gælder det, at korrekt applicering er vigtig for optimal virkning. Dråberne fordeles omhyggeligt på hundens hud – må ikke sidde i pelsen. Det er derfor vigtigt at lave en lang skilning i pelsen eller dryppe flere steder, så alt kommer ned på huden.